Australiensvej 17, 5. th., 2100 København Ø

EJERLEJLIGHED - Skøn og fuldstændig nyetableret taglejlighed med hele tre altaner

NYETABLERET OG FULDSTÆNDIG INDFLYTNINGSKLAR TAGLEJLIGHED

Allerøverst, under taget, på Australiensvej 17 - centralt på Østerbro - ligger denne uimodståelige, nyetableret taglejlighed og venter på sine nye ejere. Lejligheden er beliggende i en velfungerende ejerforening med sund økonomi og de har netop vedtaget og afsat midler til at renovere gården, så den fremstår endnu mere hyggelig for beboerne.

Lejligheden er en ideel bolig til f.eks. børnefamilien eller parret der ønsker god plads omkring sig. Med 2 gode værelser - det ene mod gården og det andet mod gaden - og to hemse er der rigeligt plads til alle. Derudover fordeler kvadratmeterne sig over lækkert badeværelse og et stort kombineret køkken- og stueområde, samt hele 3 sydvestvendte altaner med skøn udsigt over Københavns tage - og ikke at forglemme det fine kælderrum til ekstra opbevaring. Som en bonus har lejligheden ikke bopælspligt - så det er altså muligt at bruge lejligheden som sekundær bolig. Herudover skal det også nævnes at der er separat udgang til hovedtrappe for det ene værelse, som derfor egner sig rigtig godt til en teenager eller evt til udlejning af et enkelt værelse.

Der løber smukke plankegulve gennem hele boligen, som udover visuelt at skabe en rød tråd, også giver lejligheden atmosfære og varme. Teksturen og farven fra trægulvene går igen i lejlighedens fritlagte spær. I stue og i køkken-/alrummet er der kip til tag, og det samme er tilfældet på den store L-formede hems.

Køkkenet er indrettet i en minimalistisk, skandinavisk stil med hvide grebsløse skabe og skuffer og en sort, kontrasterende bordplade og har åben forbindelse til den store og lyse stue. Køkkenet har endvidere lækre, nye hårde hvidevarer, som er pænt gemt væk bag skabsdøre, så det minimalistiske-look står intakt.

Badeværelset er indrettet i stil med køkkenet, primært i hvidt med sorte klinker på gulvet. Toilettet er væghængt, der er en separat bruseniche og god plads til opbevaring af toiletsager i skabene under vasken. Herudover er der installeret vaskemaskine og tørretumbler.

Alle rum i lejligheden er opvarmet via gulvvarme - så der er virkelig kræset for luksus og detaljer.

Lejlighedens beliggenhed i Klimakvarteret betyder, at I bliver del af et område, som sætter klimaforandringer og klimatilpasning i højsædet. Det vil sige et kvarter, der sikrer dets beboere mod skybrud og fremmer naturen i byen. Det betyder også grønne gader, gårdhaver, blomstrende tage, flere fugle og ikke mindst effektiv håndtering af regnvand.

Østerbro er kendetegnet ved at være et stille og roligt sted at bo, familievenligt og bekvemmeligt. Med adresse på Australiensvej er I tæt på et stort udvalg af gode indkøbsmuligheder inden for 500 meters radius, hyggelige kaffebarer, gode restauranter, specialbutikker m.m. Nærmeste skole ligger under 1 km fra jeres hoveddør og Niels Steensens Gymnasium blot 3 minutters gang væk. Og det samme gælder byens største park, Fælledparken, med skateboardramper, rulleskøjtebane, badebassin for de små og flere legepladser. Der er gode offentlige transportmuligheder fra Jagtvejen, og så har den nye Metro Cityring en station kun 300 meter fra lejligheden og man kan derfor nå city på få minutter. Men har I bil, er der også let adgang til Helsingørmotorvejen, som hurtigt tager jer nordpå.

Vi glæder os til at vise denne ener frem! Varmt velkommen.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.